top of page

Bryllupsdagen: De små detaljer, mange først opdager bagefter

  • Moments & Memories
  • 25. jan.
  • 6 min læsning

Som bryllupsfotografer står vi tæt på mange bryllupper. Tæt nok til at se det hele udefra – også de små ting, der ikke står i planlægningsskemaet, men som alligevel får stor betydning for oplevelsen af bryllupsdagen.

Det her er ikke en liste over fejl. Men små beretninger fra bryllupper, som satte sit præg på de minder, parret sad tilbage med bagefter.


Når et bryllup planlægges, er det ofte i de store emner: Sted, fotograf, DJ, mad, brudekjole mv.

Men ofte er det de små detaljer, der kan flytte dagen fra magisk til følelsen af: “Gid vi havde tænkt på det.”


Vi deler dem her, fordi de går igen. Og fordi de er svære at google sig frem til, når man står midt i planlægningen. Vi rådgiver altid så godt vi kan, men ofte er mange ting allerede fastlagte og låste, når vi inddrages.



Tidsplanen for bryllupsdagen var for stram – og det kunne mærkes

Vi har været med til bryllupper, hvor tidsplanen var lagt minutiøst. Vielse kl. 13.00. Reception kl. 14.00. Portrætter kl. 14.45. Kørsel kl. 15.30. Alt gav mening på papiret.

På dagen gjorde det også – i starten.

Men så var limousinen forsinket 10 minutter, og trafikken var uventet umuligt. Og I al hast glemte bruden buketten ved kirken. Vi fik selvfølgelig hentet buketten, men det tog hårdt på tidsplanen. Alt hvad vi skulle nå, nåede vi lige præcis. Men det gjorde desværre at brudeparret jagtede dagen afsted, for at holde planen. Og bagefter manglede de den rolige stund, hvor de bare kunne være sammen med deres gæster.


En kirkelig vielse i Danmark tager typisk 30-45 minutter. Afsæt eksempelvis 50-55 minutter i jeres plan, så har I allerede tid til at glemme buketten, eller at limousinen er forsinket. Siger google maps at ruten tager 15 minutter at køre? afsæt 20 min. så er der tid til ekstra trafik på dagen.


Og vigtigt når vi taler fotografering. Aftal med fotografen, en halv time mellem vielsen og maden serveres, hvor I bare er sammen med gæsterne, og fotografen stille lister rundt og fanger stemningen.


Brudepar spiser kage og griner. Stemningsfuldt, naturligt bryllupsbillede

En udendørs reception uden en plan B

Udendørs receptioner er smukke. Lys, luft, latter, champagne i solen. Når det fungerer, er det magisk, og hvis I ønsker dette, så skal I endelig gøre det. Men... Vi er jo i Danmark.


Vi har stået til bryllupper, hvor vejrudsigten havde set fin ud hele ugen – og hvor himlen lukkede sig præcis, da receptionen begyndte. Vi tjekker altid alle vores vejrapps dage i forvejen, og har en plan B og C hvis vejrudsigten begynder at se truende ud.


Vi husker særligt ét bryllup hvor receptionen fandt sted ved kirkens store, grønne område lige bagefter. Utrolig flotte omgivelser, midt om sommeren. Et par dage I forvejen begyndte vi at skrive beroligende beskeder til bruden, for vejrudsigten var mildest talt håbløs. Regn, regn og bare endnu mere regn. Der var ingen plan B.


Fotograferingen, både portrætter, familie og gruppebillederne, skulle tages i området hvor receptionen blev afholdt. Vores udstyr kunne godt klare det våde vejr, men brudeparret, og gæsterne kunne ikke holde sig tørre. Dagen forinden havde de lykkedes med at skaffe to pavilloner, og her stod vi alle klemt sammen, når der ikke skulle fotograferes.


Vi fik mange gode billeder med fra dagen – men i bagklogskabens lys manglede der en plan B.


Tal med jeres venue om muligheden for at rykke indendørs, just in case, eller overvej at leje et telt der kan rumme jer alle. Udendørs bryllup er fantastisk, men overvej et alternativ hvis vejret ikke er med jer på dagen.



"Vi tager bare portrætter ved feststedet"

Den sætning hører vi ofte – og nogle gange fungerer det perfekt.

Andre gange står vi ved et feststed, der er fantastisk indendørs, men hvor omgivelserne udenfor ikke giver meget at arbejde med. Parkeringsplads. Åben mark. Hård sol midt på dagen og ingen skygge.


Vi kan selvfølgelig få meget ud af ganske lidt, og nogle gange føler vi os som tryllekunstnere, når man ser på lokationen, og hvad vi alligevel lykkedes med at få ud af det. I nogle tilfælde bliver vi først booket efter at venue er valgt, og planen er lagt. Der er ikke meget der kan ændres. "Jamen, vi har allerede sendt invitationen og planen ud til alle gæsterne. Den kan vi ikke lave om nu."


Vi drømmer altid om fantastiske bryllupsportrætter af brudeparret. En af ingredienserne er omgivelserne, lysforholdende og tilgængeligheden. Ja, den strand, lige ved siden af jeres venue, er et perfekt spot til flotte portrætter, ligesom man kan se på pinterest. Men om sommeren er den helt proppet med mennesker, badebolde og jetski.


I planlægger formentlig et sommerbryllup om vinteren. Prøv derfor at tænke "Hvordan ser det her sted ud, når vi skal holde bryllup?".


Og selvom det er praktisk, at I bare kan liste 20 meter væk sammen med fotografen, når der skal tages portrætter, så kan I miste noget af det I betaler for, hvis omgivelserne er fulde af uønskede objekter, ikke tilbyder nogen skygge, eller I ikke kan kan være private (for nogle betyder dette virkelig meget).


Vores, og mange af vores kollegers råd; Find fotografen så tidligt i forløbet som muligt. Lyt til fotografens anbefalinger. Lys, skygge, omgivelser og tilgængelighed er det første vi spejder efter, når der skal vælges en lokation. Og det er bare ikke alle venues der har mulighed for tilbyde det hele.



Mobiltelefoner under vielsen

Det her er en klassiker – og stadig noget, mange ikke tænker over.

Vi har fotograferet vielser, hvor midtergangen var fyldt med mobiltelefoner, da brudeparret gik ud. Ikke af ond vilje. Bare fordi gæsterne gerne ville forevige øjeblikket. Og det forstå vi godt at de gerne vil.


Men ærligt, det er jo derfor I har taget os med. Vi kan gøre det bedre end 1000 mobiler. Sig det til jeres gæster, det er helt ok at bede gæsterne om at lade mobilen blive i lommen. For når bruden kommer ind ad døren, og går op mod sin kommende mand, så skal dette helt unikke øjeblik opleves direkte, gennem øjnene, og ikke gennem en lille skærm. Det ser vi desværre tit. Gæsternes øjne kigger ikke på bruden, eller brudeparret ved ind- og udgang. De ser ned på skærmen, for at sikre at de nu fanger øjeblikket.


På billederne vi kommer hjem med, særligt de der viser hele kirken og gæsterne, så stikker der mobiler frem på begge sider. Vi har endda oplevet at en mobil blev rakt ud lige foran vores kamera, da bruden gik op ad gulvet med far.


Jeres gæsters intention er kærlig, de vil ikke miste dette øjeblik. Fortæl dem, at det er derfor vi er med, og lov dem, at I deler det med dem bagefter. Vi sender jer nemlig et link til et galleri, der ligger online.




For lidt tid til bare at være med gæsterne

Nogle bryllupper er pakket med gode intentioner. Portrætter. Indslag. Overraskelser. Taler. Små programmer.

Og det hele er smukt.

Men vi har stået med brudepar, der først sent på aftenen siger: “Jeg føler næsten ikke, jeg har talt med nogen.”

Ikke fordi dagen var dårligt planlagt – men fordi der var meget, der skulle ske. Også fotografering.


Og der sker virkelig meget på en Bryllupsdag, og alt skal gå op i en højere enhed for at det hele nås. Men når I har været på siden tidlig morgen for at gøre jer klar, gennemgået en vielse, krammet 80 gæster, brugt en time med fotografen til portrætbilleder, fået taget alle familie- og gruppebilleder som I ønskede, skåret kagen og lige hurtigt nået et glas champagne, inden det blev annonceret at forretten er er klar, så begynder udmattelsen så småt at melde sig.


Engang fotograferede vi til et bryllup, hvor listen af happenings var lang og uden ophør. Brudeparret bevægede sig gennem dagen fra forberedelse, til vielse, til lykønskninger og fotografering. Kageskæring blev afløst af et indslag som derefter gled direkte over I maden der blev serveret. Vi fulgte med og fik billeder af alt, og det var også en dejlig dag. Men efterhånden som dagen skred frem, kunne vi se trætheden hos parret begynde at melde sig mere og mere. Senere på aftenen talte vi med dem om det, og det var helt klart: "Ja, havde vi da bare haft en halv time hvor vi ikke skulle andet end at hænge ud med gæsterne."


Når I laver planen for dagen, så er vores anbefaling at I har 30 minutter imellem vielsen, og maden, hvor I ikke skal andet, end at stå med et glas champagne i hånden og bare hygge. En halv time der bare er hellig, hvor hverken fotograf, kage, venue eller gæste kan forlange andet af jer, end at være tilstede.

Ingen bryllupper er ens. Og ingen planer overlever dagen helt, som de var tænkt.

Det her er ikke skrevet for at skræmme jer – men for at give jer ro. For når man ved, hvor det typisk skrider, kan man tage højde for det. Og så bliver der mere plads til det vigtigste: at være til stede i sin egen dag.

Hvis bare én af historierne her har fået jer til at tænke “det havde vi ikke overvejet”, så har blogindlægget her gjort sit arbejde.


Har I selv oplevet noget, I først opdagede bagefter – eller står I midt i planlægningen med spørgsmål, I ikke helt kan google jer frem til?

I er altid velkomne til at skrive til os. Vi deler gerne vores erfaring – også når det ikke handler om billeder.



Send og gerne jeres spørgsmål, eller læs mere om hvordan vi fotograferer bryllup




Sjovt bryllupsbilleder af gommen og venner der står med ryggen til og holder hænderne på hinandens balder

Når de små detaljer ikke står i vejen, så er der også tid til lidt sjove indslag

bottom of page